NaturBornholm og miljøet
Fra 1. januar 2024, er NaturBornholms elforbrug CO2 neutralt. Den strøm der ikke produceres på Centerets eget solcelleanlæg, indkøbes der certificeret strøm fra BEOF - og er strøm produceret på Sol, vind og biomasse.
Det betyder, at den relativt energitunge udstilling kan afvikles uden CO2 aftryk på strømforbruget - eller som vi siger: Vi gør et indtryk, uden at efterlade et aftryk.
I forhold til de andre ressourcer der bruges på at holde en stor udstilling kørende, er der nedenfor beskrevet hvilke yderligere tiltag vi har igangsat for at mindske klimaaftrykket.
Og, alt kan ses i vores udstillinger, og meget gerne give inspiration til hvordan du kan være med til den grønne omstilling.
Klimaet
Klimaet har forandret sig mange gange i jordens historie.
Det kan man se i Bornholms fortid, der både rummer spor fra istider og tropiske perioder. Klimaændringerne havde voldsomme konsekvenser for dyre- og plantelivet. Selvom mange arter uddøde eller forsvandt fra et område, kom der hurtigt nye beboere til, fordi jorden endnu ikke var dækket af byer, veje og marker.
Idag hvor klimaændringerne sker meget hurtigt er der høj risiko for masseuddøen af arter. Arterne kan ikke nå at tilpasse sig til det nye klima og de har heller ikke mulighed for at flytte sig, fordi byer, veje og marker virker som en uoverstigelig barriere.
El-biler og solceller
På NaturBornholms sydvæg sidder solpaneler, der bruger solens energi til at lave strøm. Strøm kan bruges til mange forskellige energikrævende processer, for eksempel at få biler til at køre.
På vores el-bilbane kan børnene køre el-biler, men det er ikke gratis! Det koster nemlig energi. Bilerne skal have en energi-polet. Energi-poletterne laver børnene, ved at trampe på en stepmaskine indtil der er 10 lamper som lyser. Men solen hjælper med gratis energi. Hvis solen skinner lidt er der måske allerede 4 lamper der lyser, og så er det kun de sidste 6 lamper der skal ”trampes”. På en solrig dag, kan det være at 8 af lamperne lyser, og så skal der næsten ingen energi til at få en energi-polet.aæ
Energiforbrug til varme reduceret med 85 %
På NaturBornholm gør vi naturligvis også en masse for at undgå unødigt energi-frås. Varmen i huset, og ikke mindst til krokodillerne i den lune lagune kommer fra tre steder. Bjergvarme som vi henter 200 m nede i jorden, jordvarme der hentes et par meter under jordoverfladen, og overskudsvarme fra det 140.000 liter store Østersøakvarium, der ikke må blive mere end 14 grader varmt, - af hensyn til fiskene. Det sparede vi 85% af vores energiforbrug på, da vi erstattede det gamle oliefyr og køleanlægget.
LED-lys sparer 90 % af energien
I udstillingerne, der viser fortiden, bruger vi rødt, gult, blåt og grønt lys i væggene. Vi har skiftet 250 lysstofrør klædt i farvet cellofan ud med LED-lys. LED-lyset har bedre farver, og vi har reduceret energiforbruget fra væggene med 90%. Et andet problem der er løst, er at LED-lys ikke afgiver varme. Lysstofrørenes varme har været et problem for al det andet teknik, der er i væggene.
LED-spot
Flere steder i udstillingerne vil vi gerne have spots. De første vi havde brugte 650W pr. styk. Det bliver meget strøm, når de skal lyse 7 timer om dagen. Med LED-spots kan vi nøjes med at bruge 16W pr. styk, og dermed reducere miljøbelastningen dramatisk.
Yderligere er det en stor hjælp at LED-spots holder længere, for det er ret besværligt at skifte pærer i den højde!
Selv når du tørrer dine hænder
Vi skiftede fra papirhåndklæder til lufttørring for at gavne miljøet, og spare på affaldsmængden.
Når man bruger 1½ palle papirservietter om året, skal man også bruge en masse skraldeposer, og det hele skal samles og smides ud.
Den nye type håndtørrer, som bruger kold i stedet for varm luft, bruger meget lidt energi.
Vindkraft
Man skal vaske tøj som vinden blæser. Det er i hvert tilfælde smart, hvis man får strøm fra vindmøller. På Bornholm har vi en del vindmøller, der giver meget energi.
I NaturBornholms udstillinger viser vi hvad den aktuelle vindhastighed er, samt hvor meget af øens samlede energiforbrug, der dækkes af energi fra vindmøller. Det skal bare blæse lidt, så er en god del af forbruget dækket.
I loftet i vores udstillinger hænger en vinge fra en vindmølle. Det er en af de små! Der var slet ikke plads til en vinge fra de store vindmøller herinde.
Du må ikke drikke af toiletterne
En del gæster har undret sig over, at vi finder det nødvendigt at have ”drikke forbudt” skilte på undersiden af toiletbrædderne.
Skiltene skal være der, fordi vi opsamler regnvand på vores store tag, som bruges til toiletskyl. Regnvandet er ikke renset og derfor ikke egnet til drikkevand.
Det man i virkeligheden bør undre sig over er, at der bruges drikkevand til at skylle ud i toilette med, som det sker de fleste steder.
Klima og miljøudstilling
Du kan lave energi, eller teste din viden
El-biler på solenergi
Børnene kan køre el-bil, men det koster energi.
85% reduktion i energiforbrug
Bjerg-, jord- og overskudsvarme fra akvariet overføres blandt andet til varme hos krokodillerne
LED belysning sparer 90% energi
250 lysstofrør blev udskiftet med 1.5 km LED dioder. Det giver flot lys og sparer meget energi
Drik ikke fra toiletterne
Det kan virke overflødigt med denne advarsel, men vi bruger regnvand istedet for postevand