Vedtægter for støtteforeningen NaturBornholms Venner
§ 1
Foreningens navn er "NaturBornholms Venner".
§ 2
Foreningens formål er at tilvejebringe midler til stiftelse af Den erhvervsdrivende fond NaturBornholm, og fremover at støtte NaturBornholm, efter bestyrelsens nærmere beslutning, herunder virke som støtteforening for aktiviteter på NaturBornholm.
§ 3
Som medlemmer kan optages alle, der er interesseret i foreningens arbejde, som har betalt årsabonnement til NaturBornholm og er fyldt 18 år. Kun medlemmer, der kan fremvise gyldigt medlemskort til NaturBornholm, er stemmeberettigede. Hvert medlem har en stemme.
§ 4
Kontingentets størrelse svarer til et årsabonnement hos NaturBornholm. Der betales ikke selvstændigt kontingent til NaturBornholms Venner.
§ 5
Foreningen ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, som vælges på generalforsamlingen for 3 år. Der afgår hvert år 3, respektive 2, bestyrelsesmedlemmer. Genvalg kan finde sted. Der vælges 1 suppleant hvert år. Bestyrelsen konstituerer sig selv. Sekretæren fører protokol over bestyrelsens beslutninger, og protokollen skal underskrives af samtlige fremmødte bestyrelsesmedlemmer ved mødets afslutning.
§ 6
Bestyrelsen sammentræder, når formanden finder behov derfor, eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det. På bestyrelsesmøderne, hvor mindst 4 af bestyrelsens medlemmer skal være til stede for at gyldig beslutning kan tages, afgøres sagerne ved simpelt stemmeflertal.
§ 7
Bestyrelsen disponerer over foreningens midler til foreningens formål og træffer alle bestemmelser vedrørende dens virksomhed. Dersom nogen skænker foreningen noget til et nærmere opgivet formål, skal giverens bestemmelse nøje efterleves, i det omfang gavens størrelse muliggør at tilgodese det angivne formål. Bestyrelsen er ansvarlig for, at foreningens midler opbevares betryggende.
§ 8
Foreningens regnskab er et uddrag af NaturBornholms driftsregnskab for kalenderåret.
NaturBornholms driftsregnskab revideres af Kommunernes Revision eller anden godkendt registreret eller statsautoriseret revisor.
Revisor udarbejder en årsrapport over NaturBornholms regnskab.
Regnskab og årsrapport forelægges herefter Den erhvervsdrivende fond NaturBornholms bestyrelse til godkendelse.
Når denne godkendelse foreligger, fremlægger direktøren et uddrag af NaturBornholms regnskab, kaldet NaturBornholmsVenners regnskab, for generalforsamlingen.
§ 9
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Beslutninger på generalforsamlingen vedtages med simpelt stemmeflertal (se dog §§ 11 og 12). Afstemningen foregår ved håndsoprækning, medmindre bestyrelsen eller mindst 3 medlemmer forlanger skriftlig afstemning.
§ 10
Den ordinære generalforsamling, der skal indvarsles mindst 14 dage forud, afholdes hvert år i april måned.
Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen skal skriftligt indgives til formanden senest 7 dage før generalforsamlingen. På den ordinære generalforsamling skal dagsordenen mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af to stemmetællere.
3. Formandens beretning.
4. Indkomne forslag.
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
6. Valg af suppleant til bestyrelsen.
7. Eventuelt, hvorunder der ikke kan træffes beslutninger.
§ 11 Til ændring af foreningens vedtægter kræves 2/3 af de afgivne stemmer.
§ 12 Foreningens opløsning kan kun vedtages, når mindst ¾ af samtlige medlemmer er til stede ved generalforsamlingen og derudover mindst ¾ af de fremmødte medlemmer stemmer for forslaget. Er ¾ af de afgivne stemmer for beslutningen om opløsning, men ikke ¾ af foreningens medlemmer til stede, skal bestyrelsen snarest indkalde til en ny generalforsamling, hvor beslutningen om opløsning anses for vedtaget, såfremt ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget, uden hensyn til antallet af fremmødte medlemmer. Ved opløsning overgår foreningens midler til NaturBornholm, jf. § 7.
Således vedtaget på den ordinære generalforsamling den 1. marts 2000, med
ændringer vedtaget på generalforsamlingen, den 29. april 2004.